Inden afrejse havde vi snakket om at bestige et bjerg paa vores rejse – og efter at have laest i guideboeger og paa internettet, besluttede vi os for at proeve kraefter med Sumatras hoejeste bjerg.

Gunung Kerinci er 3805 meter hoejt og ligger begravet i Sumatras stoerste nationalpark med masser af jungle. Vi tog den lokale bus fra Padang op til landsbyen ved bjergets fod, Kersik Tua. Det var skoent at bytte storbyens larm og hoeje luftfugtighed ud med behagelige temperaturer og flotte groenne teplantager. Vi indlogerede os paa et homestay, hvor et aeldre aegtepar gjorde, hvad de kunne for at servicere os med lokal te og mad i store maengder. Vores midlertidige hjem laa med direkte udsigt til bjerget. Samme aften som vi var flyttet ind, lykkedes det os at finde en flink engelsktalende guide, Pani, der havde tid til at foere os op af bjerget den naeste dag.

Turen startede med, at vi bag paa hver vores motorcykel blev koert mellem tebuske og marker med chili, kaal og kartofler op til nationalparkens indgang. Her blev markerne afloest af taet jungle. Vi havde kun vandret af den lille sti i fem minutter, da Pani stoppede op og udpegede en flok aber, der var paa vej gennem traetoppene lige i naerheden. Turen gennem junglen gik stille og roligt opad til at begynde med, hvor traeernes roedder dannede naturlige trappetrin. Vi noed junglens lyde, med gibbonabernes kald, der rungede gennem skoven i kor med et vaeld af fuglestemmer. Der var masser af underholdning til at aflede os fra den stadig tiltagende stigning. Vi saa koedaedende planter, firben og naesehornsfugle.

Ud paa eftermiddagen blev stien afloest af jordrender, det gik stejlere opad, og vi maatte snart naermest klatre med roedder og smaa traeer til hjaelp. Pani var god til at vise den letteste vej, og da regnen holdt sig vaek, kunne vi fortsaette til den hoejest beliggende overnatningsmulighed, Shelter 3, i 3300 meters hoejde, lige over traegraensen. Netop som vi havde faaet slaaet teltet op, begyndte regnen at oese ned, saa vi var fanget i teltet indtil sengetid. Vi lagde os til at sove paa haarde underlag, med frygten om at regnen skulle fortsaette og besvaerliggoere vores bestigning. Klokken 4 kunne vi dog begive os afsted mod toppen under en lysende fuldmaane. Langt under os kunne vi se lysene fra landsbyen, og klokken 5 naaede dagens morgenboen fra moskeen vores bjergside.

Den sidste del af bestigningen foregik paa smaasten, der oftest var taet pakket, men nogle steder laa loest, saa et skridt frem blev efterfulgt af et halvt skridt tilbage. Langsomt fik vi os arbejdet frem mod maalet, mens horisonten stille og roligt blev mere og mere roed.

Gunung Kerinci er en aktiv vulkan, der sidst var i udbrud i 2009. Der er en evig roegsoejle fra bjergets top, og lugten af svovl naaede foerste gang vores naesebor, da vi havde slaaet lejr for natten. Toppen af bjerget udgoeres af kraterkanten med en diameter paa 600 meter.

Vi naaede toppen af bjerget lige inden solen stod op. Herfra kunne vi se ned i bunden af det dybe krater, hvor der stadig var gloedende lava. Det var fascinerende at staa og skue ud over bjergsiden, junglen, markerne, landsbyerne, nabobjergene, og helt ud til kysten af Sumatra, mens vulkanen sendte sin roegsky op bag os og solen langsomt kravlede hoejere op paa himlen.

Storsmilende kom vi ned til teltet og fik meget tiltraengt morgenmad, der bestod af nudler i massevis og mere skoen lokal te. Langsomt begav vi os nedad. Nattens regn havde gjort stien temmelig mudret, saa vi var paapasselige med hvert et skridt. Skyer var begyndt at traekke ind over os, og da vi naaede junglen begyndte regnen at tromme paa bladene. Det graa vejr fik dyrene til at holde sig i ro, saa der var ikke meget underholdning til at aflede vores opmarksomhed fra de tiltagende oemme ben.

Vaade og godt traette, men store oplevelser rigere, naaede vi efter dagens godt 10 timers vandring endelig tilbage til Kersik Tua.

Vi er nu taget videre til Danau Maninjau, en kratersoe i idylliske omgivelser, hvor vi restituerer, toerrer vores toej og forbereder os paa de naeste eventyr.