Efter at have rejst gennem det meste af skoenne Sumatra med korte stop undervejs blev vi enige om, at det var tid til at geare ned og reflektere over turens store oplevelser. Vi forlaengede derfor vores visum og fandt et nyt lille hjoerne af paradis paa oeen Pulau Weh, hvor vi indkvarterede os hos Norma for de naeste 11 dage.

Lige i vandkanten, under palmetraeernes skygge, fik vi en lille hytte, hvor vi fra verandaens haengekoeje og gyngestol kunne se lige ned i det krystalklare, turkise vand. Mange timer blev brugt med afslapning paa verandaen, hvor opmaerksomheden vekslede mellem vores ferielaesning og de farvestraalende fisk, der svoemmede omkring under os.

Pulau Weh ligger i Indonesiens mest nordvestlige hjoerne og har tidligere vaeret beroemt for sit fantastiske, farvestraalende koralrev med store maengder fisk i alle stoerrelser. Desvaerre er revet blevet oedelagt i flere omgange. Foerst i 2004 hvor tsunamien loesrev store omraader af korallerne og senere af de stigende havtemperaturer, der i sommeren 2010 resulterede i massiv afblegning af korallerne. Heldigvis er oedelaeggelserne kun gaaet ud over de oeverste 5-10 meter af korallerne, som allerede saa smaat er ved at blive gendannet. Selvom Sumatra var det omraade, der blev haardest ramt af tsunamien med 170.000 omkomne (3/4), gik Pulau Weh paa mirakuloes vis naermest fri, trods sin placering taet paa jordskaelvets epicenter. Den side af oeen der vendte ud med den enorme boelge var stort set ubeboet, saa kun 12 mennesker doede.

I Banda Aceh, den millionby man sejler fra for at komme til Pulau Weh, oplevede vi at befolkningen stadig var dybt maerkede af katastrofen. Alle fortalte om, hvordan de havde mistet familiemedlemmer, venner og forretninger. Det var, som om alle havde faaet braendemaerket, hvor de var, da tsunamien ramte, og folk delte gerne deres personlige beretninger. En tuk-tuk chauffoer fortalte os, med gaasehud op ad armene, om, hvordan han var naaet at flygte op i bjergene, da rygteet loeb, at vandet kom. Vi fik selv et lille indblik i katastrofen paa tsunamimuseet, en meget moderne og flot bygning, bygget for internationale midler. Der var en raekke spaendende fotoserier og en kort dokumentarfilm, der viste amatoeroptagelser af den grusomme dag. Resten af museet var fyldt med spoejse installationer, paa bedste indonesiske vis, i skaerende kontrast til de fine bygninger.

Naah, nok om fortidens helvede og tilbage til nutidens paradis! Cecilie havde hjemmefra besluttet at tage et dykkercertifikat, saa vi kunne udforske havverdenen sammen. Vi fandt et hyggeligt lille dykkercenter, Lumba Lumba Divers, hvor flere europaeiske par boede og hjalp til paa dykkercenteret. Vi noed den hyggelige stemning og blev efter et par dage en del af den lille familie. Meget af vores tid brugte vi under vandet, hvor vi kunne nyde det farvestraalende landskab de ubeskadigede koraller dannede. Havet var fyldt med saa mange forskellige tropiske fisk, at det var umuligt at holde styr paa, hvad vi havde set under dagens dyk, naar vi igen naaede vandets overflade. Lidt lettere var det at huske moedet med en stor havskildpadde, der lod sig beundre i flere minutter.

Naar vi ikke havde faaet nok af livet under vandet, brugte vi tiden paa at snorkle. Dette gav ogsaa store oplevelser, nok stoerst da 5 store eagle rays elegant gled forbi under os. Det var som om, de ogsaa ville kigge lidt naermere paa de besoegende snorklere, da de tog en ekstra cirkel omkring os, inden de stille svaevede ud i det blaa.

Hver aften kaldte Norma til faellesspisning paa vores gaesthus med os som fast inventar. Da Pulau Weh er et af de mere turistede steder paa Sumatra, var der altid mange interessante mennesker med mange gode rejsehistorier og snakken gik derfor lystigt mens aftenerne forsvandt.

Vores 11 dage paa Pulau Weh var en fantastisk afslutning paa vores tur op gennem Sumatra, et sted vi meget haaber paa at vende tilbage til i fremtiden.