Så er vi på tur igen, denne gang på en lidt anden måde end tidligere. Siden sidste tur er vi blevet 3, så der måtte en hel ny form for planlægning til, før vores første rejse med vores 6 måneder gamle datter, Agnes. Med efterår i Danmark ønskede vi at komme til et sted med sol og strand, kulturelle oplevelser, et geografisk lille sted, hvor transport glider glat, og sidst, men ikke mindst, med gode hygiejniske forhold og kvalificeret lægehjælp, skulle uheldet være ude. Valget faldt på Bali, en  indonesisk ø på størrelse med Sjælland. Bali ligger nær ækvator, så der er nærmest garanti for godt vejr året rundt. Derudover er der masser af lækre strande, og grundet en del turister er standarden generelt høj.

På vej mod første flyvetur.

Tidligere pakkelister blev suppleret med en hel del babyting og taskerne blev fyldt af bleer, babymad, badering, legetøj med mere. En stormfyldt eftermiddag i slutningen af oktober tjekkede vi 2 rygsække og en klapvogn ind i Kastrup. Foran os havde vi 21 timers rejse. Vi havde på forhånd sikret os en lift til Agnes i flyet og opdagede hurtigt de privilegier, der følger med som børnefamilie – muligheden for at boarde først og dejlig meget plads til Peters lange ben. Hjemmefra havde vi været spændte på, hvordan Agnes ville reagere på den lange flyvetur med 2 mellemlandinger, tidsforskellen på 7 timer og varmen. Flyveturen gik over alt forventning. Der var ingen problemer med ørene ved start og landing, og på trods af lidt søvnproblemer til start endte Agnes med at sove fra det meste af den lange flyvetur.

Ventetid i Doha

Vi havde udvalgt de 4 steder på Bali, som vi helst ville se. Med 3 ugers rejse tænkte vi, at dette ville give ro på turen, så vi ikke hele tiden skulle indpasse Agnes’ søvnrutiner omkring transport fra det ene sted til det andet.

Første stop var Ubud, en landsby der ligger centralt på Bali omgivet af grønne rismarker og gamle templer. Vi havde booket vores første hotel hjemmefra, så vi var fri for at gå på jagt i hoteljunglen. Bali er stadigvæk forholdsvis billigt, så det er muligt at bo på både 3- og 4-stjernede hoteller til en overkommelig pris. Vi havde prioriteret et hotel med pool og aircondition, hvilket viste sig at være fornuftigt, når man rejste med så lille en størrelse. Poolen blev til Agnes’ store fryd besøgt dagligt i de varme middagstimer, og uden aircondition havde det nok været umuligt, at få hende til at sove i tropenætterne. Vi var så heldige, at Agnes i løbet af et par dage havde omstillet sig til balinesisk tid, så vores bekymring omkring tidsforskellen blev gjort til skamme.

På hotellet i Ubud stod der en dag en håndklaedeudgave af Agnes på sengen.

Dejligt med en kølig pool.

Poolhygge med far.

Sent på eftermiddagen bevægede vi os ud på eventyr. Her var temperaturen faldet til et tåleligt niveau, så vi kunne gå ud i Ubuds travle, turistede gader. Det blev vi dog hurtigt trætte af. I stedet besøgte vi de nærliggende rismarker og et fint tempelkompleks, der udover at være hjemsted for de hinduistiske guder, også var bosted for tusindvis af aber.

Risterrasser udenfor Ubud.

På tur blandt rismarker.

Gammelt tempel i Abeskoven.

Når mørket faldt på, fortrak vi til en af byens mange lækre restauranter. Her vakte den indonesiske mad gensynsglæde, og vores og Agnes’ smagsløg blev udfordret af balinesiske retter – dog med noget større succes hos forældrene. En aften blev måltidet spist med hast, da vi skulle ind i et tempel for at se Kecak, en af Balis mange traditionelle danse. Her blev en hinduistisk myte vist akkompagneret af et messende mandskor. Danserne var klædt i imponerende dragter med flotte masker, mens de i skæret fra levende lys fremførte den dramatiske historie. Kormusikken lå langt fra hvad vi kender, og var oftest i stil med et råbekor. Kvaliteten var helt i top og kan klart anbefales, hvis folk skulle komme på disse kanter (både med eller uden børn).

Kecakdans

Efter vi havde været i Ubud i et par dage, lurede vi, at der var noget under opsejling. Udenfor det gamle kongepalads var der ved at blive bygget et mange meter højt tårn udsmykket med hinduistiske gudebilleder og blomster i strålende farver. Foran dette var der bygget en kæmpe tyr betrukket med lilla velour. En lokal fortalte os, at den gamle konge af Ubud var død, og at der to dage senere skulle holdes begravelsesceremoni. Fredag trodsede vi middagsheden, og begav os ind til centrum, der var pakket med folk. Heldigvis fandt vi ledige pladser ved et bord på en café, hvorfra vi havde delvist udsyn til tårnet. Sammen med flere tusinde andre betragtede vi, hvordan der højt oppe i tårnet blev gjort klar til kongens sidste rejse. Først blev forskellige ting båret ombord, som fine klæder samt en sangfugl i bur, inden kisten forsigtigt blev placeret. Vi vinkede farvel til den gamle konge i sit tårn, der i et stort optog blev båret mod kremationspladsen af mange, mange stærke mænd. Af hensyn til Agnes lod vi optog være optog, og nød en kølig friskpresset juice i skyggen i stedet for at deltage i folkefesten.

Begravelsesceremoni for Ubuds gamle konge.

Efter at have købt de småting vi havde glemt at få med, var vi klar til at rejse væk fra skønne, men turistede Ubud, og vendte næserne mod Munduk, et lille åndehul i bjergene.