I Ubud hyrede vi en chauffør til at køre os op i de nordbalinesiske bjerge til landsbyen Munduk. På vejen gjorde vi holdt ved et lokalt marked for at købe vores asiatiske yndlingsfrugter, mangosteen, og for at besøge et hinduistisk tempel, der lå ude i en sø. Det meste af året er templet omgivet af vand på alle sider, men da vi besøgte Bali lige inden regntiden, var vandstanden så lav, at templet lå på søbredden. Det var dog et fint og fredfyldt sted, hvor balinesernes sans for æstetik virkelig kom til udtryk. Overalt var der ordnet, og i den flotte park omkring templet var der intet ukrudt eller skrald at se.

Flot tempel, der næsten lå i en sø.

I Munduk havde vi ikke på forhånd booket et hotel, men havde via tripadvisor.com udvalgt et par steder vi gerne ville se. Vi endte med at indlogere os på Puri Lumbung, hvor man fra vores hytte havde udsigt over rismarker og i det fjerne kunne se bjerge og Balis nordkyst. En morgen stod vi tidligt op for at komme ud at gå i området, før solen stod højt på himlen. De steder vi gik, blev vi mødt af smil fra de lokale, der især var interesserede i Agnes. Vi fulgte livet i landsbyen og arbejdet i rismarkerne.

Risterrasser.

Tilbage i hytten nød vi den fantastiske udsigt fra terrassen i selskab med en god bog. Det var dejligt at komme op i bjergene, hvor luften især om aftenen var mere frisk og kølig end længere nede i landet. Agnes reagerede straks på temperaturforskellen med bedre og længere søvn-stræk.

Vores smukke hotel blandt rismarkerne.

Vores hytte med udsigt til Balis nordkyst.

Efter 2 dage i bjergene satte vi kurs mod Balis østkyst. Vi havde udvalgt Amed som destination, en lille by med cirka 10 kilometers kyststrækning. Bali ligger meget tæt på Australien og har i en hel del år været Australiens Mallorca. Heldigvis holder de sol- og festglade australiere sig til hovedsageligt sydkysten og er næsten ikke at finde på resten af Bali.
Amed udmærker sig ved sine sorte sandstrande, et koralrev og en fredfyldt stemning. Efter at have søgt hele kysten rundt efter et passende hotel, faldt vi fuldstændig for Vienna Beach hotel. Standarden var ikke så luksuriøs som tidligere. Værelset var lidt mørkt og slidt, men lå lige i strandkanten ved den absolut smukkeste del af koralrevet. Vi snorklede på skift og nød den mangefarvede verden under vandet med et væld af fisk, der svømmede blandt smukke hårde og bløde koraler. Agnes sov sine lure indenfor i værelset, der var nedkølet af aircondition. Det var simpelthen for varmt for hende at være udenfor, pånær når vi befandt os i vandet. Badeturen i havet mellem hver lur vakte heldigvis stor begejstring.

En lille glad badebaby.

Ved siden af vores hotel var en lille bugt, hvor de lokale fiskere havde deres både liggende. Hver morgen kunne vi følge med i, hvordan de små både med farvestrålende sejl kom ind til stranden for at aflevere morgenens fangst. Over middag drog fiskerne igen afsted og kom hjem i flok med solens sidste stråler.

Bådene slæbes på land.

Fangsten gøres op.

Hjem til frokostpause.

Hotelprisen var inklusiv morgenmad og aftensmad. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, til gengæld var de ansattes kærlighed til Agnes uudtømmelig. Hver gang vi kom overfor at spise, kom en af tjenerne og tog Agnes på armen, mens vi spiste vores mad. Dette har vi dog oplevet overalt på Bali, og det har været en af gaverne ved at rejse med en lille størrelse som Agnes. I starten var hun noget skeptisk overfor alle de nye ansigter, men undervejs er hun blevet tryg ved de flinke balinesere og deler yderst gavmildt ud af sine smil.

En af mange lokale reservetanter.

En dag smuttede Peter afsted på dykkertur til nabolandsbyen Tulamben. Her ligger der på lavt vand et vrag af et kæmpe fragtskib, som japanerne havde sænket under anden verdenskrig. Det havde været en af Peters dykkerdrømme, siden han havde hørt om vraget under sin tur til Filippinerne 6 år tidligere. Det var et eventyrligt dyk, der blandt andet gik gennem skibets lastrum. Dykket blev krydret af en revhaj, der kiggede forbi vraget inden vi vendte tilbage til overfladen.

Den sidste aften inden vi tog videre, nød vi en skøn middag på restauranten Sails. Den lå med fantastisk udsigt over havet og serverede mad af noget højere kvalitet, end stort set alt andet vi ellers havde fået på Bali. En kølig flaske lokalt produceret rosé gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Det var en perfekt afslutning på fire dejlige dage i Amed.

Ameds sorte sandstrand.