Barselseventyr nu i Thailand

Så kom der gang i bloggen igen for en stund. Nu må vi se om det er et for ambitiøst projekt. Vi er nemlig denne gang afsted på 3 ugers barselsferie i Thailand med to små børn, Ingrid på 7 måneder og Agnes der nu er 2 år og 9 måneder så vi har nok at se til.Børnene sover lur på skift og Ingrid vil helst gå i seng på samme tid som sin mor og far. Vi håber, at vi alligevel får nogle stille stunder, hvor vi kan berette lidt om vores rejse. 

Formiddagslur på stranden

 

Valget faldt på Thailand, da vi ønskede os at komme et sted hen, hvor vi var forholdsvis sikre på sol og babyvenlige badevandstemperaturer i januar måned. Derudover ville vi gerne finde nogle dejlige strande og flyveturen skulle ikke være uoverkommeligt lang. Ligesom da vi rejste til Bali, synes vi, at det var vigtigt med muligheden for ordentlig lægehjælp hvis uheldet skulle være ude for en af de to små. Den fantastiske mad og de overkommelige priser tog vi nu også gerne med i købet. 

Livet i skyggen er skønt

 

Vi besluttede os ret hurtigt for, at det der var sjovest for børnene, når vi nu valgte at tage dem ud af deres vante rammer, var vand og sand, og ikke storbyoplevelser, tempelture eller lange busrejser. Vi er mest til mindre turistede sandstrande så efter en del research udvalgte vi 3 steder. Disse var bl.a. fundet ud fra Michael Fjordings bog “Strandhytter og luksusresorts i Thailand”.  

Restauranten hvor de serverede både pandekager og is

 

Med 2 store og 2 mindre rygsække, en hel del babymad, en søskende klapvogn og 2 børn boardede vi flyet i København med destination mod Phuket. Vi havde fundet en eftermiddagsafgang med total rejsetid på kun 13 timer og var derfor ret ligeglade med at luftselskabet var Aeroflot, hvor service og flymad ikke var noget at skrive hjem om.  

Klar til en tur i vandet

 

veltilpas i varmen

 
Flyturen gik over al forventning. Pigerne tog op og nedstigningerne i stiv arm. Agnes var godt underholdt af nye film og spil på Ipaden samt små rejsegaver og Ingrid havde lidt legetøj med og blev ellers ammet når turen var for træls. Begge piger formåede at sove ca 5 timer på hhv. gulvet og i babyliften på væggen, så vi voksne sov også lidt.  

Den fantastiske udsigt fra restauranten

 
I Phuket stod en chauffør klar til at køre os til ‘Poseidon Bungalows’ lidt syd for Khao Lak, hvor vi skulle være de første 5 dage. 

Khao Lak ligger ca 1 times kørsel nord for Phuket Lufthavn. Hotellet var lille med omkring 20 individuelle bungalows, alle med kig til havet. 2 min gang fra vores hytte lå en lille børnevenlig strand, der ikke blev brugt af andre end hotellets gæster. Her brugte vi enten formiddagen eller eftermiddagen, hvor begge piger legede i bølgerne, Agnes fandt krabber og byggede sandslotte, mens Ingrid sad i skyggen og gravede i sandet. Den anden del af dagen brugte vi i hotellets pool, som var i 2 niveauer. Her var det muligt at lave skygge i den lave ende, så børnene kunne lege i vandet på trods af middagssolens skarpe stråler. 

Poolhygge i skyggen

 

Det tog lidt tid for begge piger både at vænne sig til tidsforskellen og varmen. Ingrid havde svært ved at sove og var ret pylret det første døgn. Hun spiste heller ikke de mængder grød, hun gør derhjemme. Det gode humør vendte dog hurtigt tilbage. Agnes havde svært ved at sove om aftenen og havde et par nætter med flere vågne timer. En yderligere udfordring for søvnen var, at hun de første dage fik soleksem og rigtig mange myggestik, så vi nød allesammen dagens middagslur. Vi var rigtig glade for, at vi hjemmefra ikke havde lagt de store planer for disse første dage.  

Ren familielykke

 

Dejligt med badning hver dag

 

Efter et døgn fik vi selskab af Kåre, Lene Maria, Laura og Alfred, en familie vi kender hjemmefra. Børnene kender hinanden fra vuggestuen og os voksne har læst sammen. De sluttede deres 3 ugers ferie på Poseidon, hvor vores begyndte. Vi nød meget at være sammen med en familie, der rejste på samme præmisser som os, og vennerne hjemmefra gjorde det nemmere for Agnes at vænne sig til de nye omgivelser. 

På krabbejagt med gode venner

 
 

Se far, jeg har fanget en krabbe!

 
Vi spiste næsten udelukkende på hotellets restaurant, som lå fantastisk med panoramaudsigt over havet og Agnes fik hurtigt nye rutiner – Pandekage til morgenmad og is efter aftensmaden! Ingrids nye yndlingsspise er vandmelon og forældrene nyder gensmagen med det lækre thailandske køkken. Den sidste aften gik vi rundt om hjørnet til en større strand for at se solnedgang. Her spiste vi lækker mad med fødderne i sandet. Efter 5 dages sol og strand bevægede vi os videre til næste stop på turen, der forhåbentlig ville byde på mere af samme.

Der udfordres og udforskes

   

Dette indlæg blev udgivet i Thailand og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 Responses to Barselseventyr nu i Thailand

  1. Jesper Mark Jensen's avatar Jesper Mark Jensen siger:

    Dejligt at læse og se, her søndag imorgen inden fodbold kamp i sne
    Kærlig hilsen Jesper

  2. John Lau Jensen's avatar John Lau Jensen siger:

    Fedt at høre fra Jer igen, Peter, og du har jo helt ret – Khao Lak er absolut ideelt til familieferie. Hvordan er din vurdering af Poseidon Bungalows?
    Drager selv til Thailand med børnene til sommer, hvor vi, grundet vejret, kommer til at bruge mere tid på østkysten, blandt andet i Khanom – fantastisk sted, der stort set ikke ser nogen turister.

    Forsat god vind – John Lau Jensen

  3. ke jensen's avatar ke jensen siger:

    fra oldefar .. (kommer senere)

  4. ke jensen's avatar ke jensen siger:

    +++

  5. ke jensen's avatar ke jensen siger:

    Hej alle 4 !
    Tak for en dejlig orientering. Sikke billeder af naturen og jer 4. Det ser virkelig godt ud, Det må være stærkt vanedannende. Hvis det ikke lige var fordi —- så var vi nok kommet rendende.
    Vi håber rejsen vil fortsætte lige så godt som starten.
    Her er alt vel.
    kærlig hilsen Oldemor og Oldefar.

Skriv en kommentar