Turen til Burma begyndte med et besoeg i landets stoerste by og tidligere hovedstad, Yangon, tidligere kendt som Rangoon… Burma maa vaere det land vi kender, der har haft flest hovedstaeder. Det er som om, hver en stoerre by har vaeret hovedstad, og for nylig blev der igen valgt en ny. Det skete, da landets militaerledelse frygtede, at Yangon var for nem at indtage, hvis USA vendte blikket i denne regning. Man var bange for, at krigen i Irak kun var den foerste af en raekke krige mod verdens militaerdiktaturer. For at skabe yderligere forvirring har naesten alle steder to navne. Et fra tiden som Britisk koloni og et enten nyt eller tidligere navn.

Yangon er en travl asiatisk stoby med et virvar af cykler, biler, motorcykler og gaaende, der fletter sig ud og ind mellem hinanden. Midt i al denne forvirring finder man fantastiske buddhistiske templer, hvor det er, som om tiden staar stille. En af byens flotteste helligdomme er Sule Pagoden, der knejser mod himlen midt i en central rundkoersel. Den er dog ikke naer saa imponerende som byens perle, Swedagon Pagoden. Paa en bakketop midt i byen ligger denne kaempe stupa (en slags tempel) af guld. Omkring den ligger et vaeld af mindre stupaer samt smaa templer og overalt ses store og smaa buddhastatuer. Denne storslaaede pagode, daekket af guld og aedelstene, er hverdagstempel for mange af Yangons indbyggere. De bruger pagoden som en kaerkommen pause fra det travle storbyliv, saa i alle hjoerner ses familier, der samles om den medbragte madkurv.

I sidste kapitel af denne rejseberetning glemte vi at fortaelle om Burmas bizarre forhold til penge. Der er ingen haeveautomater i hele landet, hvorfor man skal medbringe alt, hvad man vil bruge under hele sit ophold og vel og maerke i dollars. Det er dog ikke bare normale dollarsedler. Naeh, sedlerne skal vaere saa gode som nye, dvs. at sedlerne skal vaere nyere end aar 2006 og uden bukkede hjoerner, stempler, rifter eller serienummeret CB. Selv en ellers paen dollarseddel med en lille kuglepensprik eller en knap synlig linje med gennem sedlen, som tegn paa at den har vaeret bukket en enkelt gang, er ubrugelig i Burma. Vi brugte over en time i Kuala Lumpur paa pengeveksling, hvor det langsomt gik op for den stakkels bankmand, hvor perfekte dollarsedler vi ville have. Da halvdelen af stakken med 10-dollarsedler for 3. gang ikke blev accepteret af os, var han ved at gaa ud af sit gode skind og mente nok, vi var rablende sindssyge. Vi var lettede, da vi endelig kunne droppe petitesserytteriet og godkendte de sidste 1 dollarsedler. Arbejdet viste sig dog langt fra at vaere spildt, da vores dollarsedler uden problemer blev vekslet til Kyat i Yangon, mens vi saa andre turister, hvis 100 dollarsedler blev afvist pga naesten usynlige foldelinjer.

Med tasken fuld af penge drog vi videre mod Burmas tidligere hovedstad, Bagan. Bagan er et af verdens stoerste tempelkomplekser, der blev grundlagt af en konge for ca. 1000 aar siden. Han maa helt sikkert havde haft storhedsvanvid, siden han har bygget over 3000 templer fordelt paa et relativt lille omraade. Denne tempelbesaettelse goer, at Bagan staar som en fantastisk droemmeagtig verden med templer og stupaer i alle stoerrelser, der pirrer enhvers indre Indiana Jones.

Vi boede i en lille landsby i udkanten af Bagan, hvor vi lejede cykler, som vi kunne udforske omraadet paa. Det var skoent at cykle rundt mellem templerne, mens vi spekulerede paa, om det naeste tempel boed paa hemmelige gange, flotte buddhastatuer, gamle vaegmalerier eller mulighed for at klatre op og faa udsyn over omraadets templer, der skoed op, saa langt oejet rakte. Bagan viste sig fra sin bedste side omkring solnedgang, saa dagens omgave var at finde det hyggeligste tempel med den bedste udsigt. Vi haaber, at vi, naar vi engang vender tilbage, har et rejsebudget, der giver mulighed for at opleve solopgangen over Bagan fra en luftballon. Det skulle efter sigende vaere en magisk oplevelse.

Paa turen mod Burmas tidligere hovedstad, Mandalay, valgte vi at skifte bussen ud med den lokale faerge. Vi ankom til faergelejet kl 05.15, hvor personalet foerst forsoegte at saelge os billetter til ekspresbaaden – den normale turistfaerge. For at faa et indblik i de lokales liv steg vi i stedet omborg paa baaden, der laa lige ved siden af. Her blev vi vist op til overetagen, hvor flere lokale familier allerede var ved at finde sig tilrette paa det ellers tomme, aabne daek. Vi fandt os et hjoerne og lejede en “madras” (et gammelt stykke gulvtaeppe), saa vi ikke skulle ligge direkte paa de haarde planker. Snart havde vi skabt os et fint lille hjem for de naeste to doegn.

Baaden blev langsomt fyldt til bristepunktet og plankerne forsvandt til fordel for taepper, mens vi langsomt sejlede op ad floden. Selvom de lokale kun kunne faa engelske ord, fik vi mange venlige blikke, og flere kom paa visit i vores lille hjoerne. Et spil 500 tiltrak 10 lokale maend, og paa trods af at de nok ikke forstod spillet til fulde, afholdt det dem ikke fra at kommentere hoejlydt paa burmesisk.

Da moerket faldt paa, gjorde faergen holdt for natten ved en lille landsby. Her fik vi paa naert hold indblik i, hvad det vil sige at rejse i et land med et militaerstyre. Inden vi havde lagt os til ro, kom tre uniformerede maend ombord og gik direkte over til os. Paa gebrokkent engelsk blev vi spurgt om forskellige basale oplysninger, uden vi helt forstod formaalet med samtalen. Efter lidt tid gik det dog op for os, at de nok ville sikre sig at alt var i orden, og vi fik at vide, at vi skulle passe paa vores ting. De uniformerede maend forlod derefter skibet, og da landgangen blev trukket ombord for natten, foelte vi os maerkeligt nok mere trygge. Resten af turen forloeb stille og roligt, og det var som om, vi forlod en lille tidslomme, da vi steg fra borde i Mandalay.