For at komme til naeste stop paa vores tur gennem Burma ventede der en lang og lidt besvaerlig rejse. Lokale kunne klare turen med en natbus. Dette var dog ikke tilladt for turister, hvorfor vi i stedet begav os ud paa en 3 dage lang udflugt. Foerst en dag med 5 timer i bus efterfulgt af en nat i byens eneste gaesthus, der maatte have udlaendinge boende. Dette betoed en meget dyr og meget daarlig overnatning. Den naeste dag stod paa en 10 timers lang baadtur i en lukket baad, hvor vi under hele sejladsen sad klemt inde paa vores trange saeder, der ikke var lavet til Peters lange ben. Den sidste dag var transporten noget mere bebhagelig, da vi endnu engang befandt os paa daekket af en lokal aaben faerge. De 7 timers sejlads forsvandt, mens vi betragtede livet ved flodens breder, indtil alle bakkerne omkring floden var fyldt med templer. Endelig havde vi naaet Mrauk-U og kunne se, at dette sted var hele den lange rejse vaerd.

Mrauk-U er en gammel hovedstad, hvor der i 1500-tallet blev bygget et vaeld af templer. Omraadet ligger langt fra de normale turistruter, hvilket goer, at folk og dyr har faaet lov til at leve omkring templerne. Det bakkede landskab bidrager til det saerlige og smukke ved dette omraade.

Vi lejede et par cykler, saa vi nemmere kunne komme omkring. De naeste par dage brugte vi paa at udforske templernes labyrint-agtige gange, der var rigt udsmykket med udskaeringer af buddha-figurer, fabeldyr og tempelbeskyttende kaemper. Omkring solnedgang fandt vi et tempel paa en bakketop, hvorfra vi kunne nyde templerne og landsbyen i det bloede aftenlys.

En morgen tog vi ud for at besoege et af omraadets klostre. Her moedte vi hurtigt 2 snakkeglade munke, der var paa besoeg fra Yangon. Efter at have vist os rundt paa klosteret, spurgte de, om vi ikke skulle tage ud at se paa templer sammen. Det resulterede i, at vi resten af dagen cyklede rundt med hver vores munk paa bagagebaereren.

Den sidste dag inden vi skulle begive os tilbage mod Yangon, valgte vi at tage paa heldagstur ud til nogle landsbyer. For at komme dertil maatte vi sejle op ad en af de floder, der udgoer hovedtrafikaarerne i omraadet. Floden var fyldt med liv; store bambusflaader der skulle saelges laengere nede af floden drev forbi, der blev fisket paa livet loes, nogen sejlede til og fra marked, andre hentede vand, vaskede toej eller badede og store handelsskibe med farvestraalende sejl gled forbi, mens vi langsomt sejlede mod ukendte omraader.

Maalet for vores tur var 3 smaa landsbyer, der tilhoerte minoriteten Chin. For mange aar siden kunne kongen goere krav paa de piger, han ville have i hele landet. Det var en stor sorg for landsbyerne, naar disse piger blev taget bort, saa Chin-folket gjorde et modtraek for at forhindre dette. Naar landsbyernes piger blev 10 aar gamle, fik de en spindelvaevslignende tatovering, der fyldte hele deres ansigt. Det var selvfoelgelig en utrolig smertefuld behandling, men resulterede, som haabet, i at kongen afstod fra at bortfoere flere af omraadets piger. Traditionen stoppede for omkring 50 aar siden, da truslen fra kongen for laengst var forsvundet. Derfor ser man nu kun landsbyens aeldste kvinder med tatoveringer. Dem viste de dog stolt frem og brugte dem gerne til at faa donationer fra turisterne til en ny skole.

Fulgt godt paa vej af landsbyens boern besoegte vi en af de gamle skoler. Vi blev ledt indenfor, og Cecilie fik anvist laererens stol, hvor hun tog plads – ganske uvidende om konsekvenserne. Dette resulterede i, at cirka 20 boern satte sig paa deres pladser og forventningsfuldt kiggede op paa deres nye laerer. Lettere presset af situationen holdt Cecilie en kort engelsktime til stor begejstring for de vidensbegaerlige  boern, der sugede til sig, selvom de havde sommerferie. Efterfoelgende snakkede vi med deres engelsklaerer og kunne stort set ikke forstaa, hvad han sagde. Det fik os til at taenke over, hvor anderledes mulighederne er for boern, der vokser op i saadan en landsby, sammenlignet med danske boerns.

For at goere en lang tur kort tog vi et fly tilbage til Yangon. Vi skulle dog foerst paa en 7 timers lang baadtur til byen Sittwe, hvor vi besoegte byens marked, der havde et imponerende udvalg af frisk og toerret fisk.

Vi naaede til Yangon, netop som den aarlige Thingyan festival startede. Thingyan er Burmas nytaar og gaar i bund og grund ud paa, at der i 5 dage bliver kastet med vand paa alt og alle – og ikke mindst paa turisterne. Folk er glade, boernene er ekstatiske, og der hersker en loessluppen stemning. Naesten alle butikkerne er lukkede, mens gaderne er pakket med mennesker. Aabne pick-up-trucks med ladet fyldt med unge, koerer fra den ene vandstation til den anden, hvor de bliver oversproejtet med vand.

Vi har ikke tal paa, hvor mange gange vi blev gennembloedt, mens vi noed cirkusset. Under den bagende sol var dette dog blot forfriskende. Midt i denne folkefest tog vi afsked med Burma og haaber at fremtiden ser lys ud for dette land, der har saa mange skoenne ting at byde paa.